At tale fransk åbner dørene til den franske filmverden

Med omkring 270 produktioner om året, er den franske filmindustri den anden største filmeksportør i verden efter Hollywood. At tale fransk er den bedste måde at tilfredsstille din interesse for film. Men hvad er det for en slags fransk som tales på filmlærrederne i Frankrig? 

En alumni i den franske « Ny bølge »

I filmen « À bout de souffle » sælger Jean Seberg  « The New York Herald Tribune » på les Champs Élysées, når Jean-Paul Belmondo indhenter hende. Patricia, den person, som spilles af Seberg, er en personifikation af dig, kære alumni : den smukke amerikaner, som studerer på la Sorbonne og taler fransk med en sød accent. Og kan man drømme om en mere forførende fransklære til at forbedre hendes franskkundskaber end den smukke « Bébel »?

Sådanne ambassadører har gjort fransk film til den anden største filmeksportør i verden efter Hollywood. Da Quentin Tarantino modtog filmprisen Le Prix Lumière i 2013, udtrykte filminstruktøren sig på poetisk vis: « Filmen er min religion og Frankrig er mit Vatican. » At tale fransk giver adgang til filmens kulturskatte, som tæller et stort antal trofaste tilhængere og nogle kapeller.

« Gouaille », en særlig kunstart inden for næsvished

Men hvad er det for en slags fransk, som man taler på det franske filmlærred? En personkategori udskiller sig på særlig vis - dem som med vellyst praktiserer « la gouaille » (gøre nar). Som Arletty i filmen « Les Enfants du paradis » eller Gabin i « Touchez pas au grisbi » kommer de fra en arbejderklassebaggrund og lever i tvivlsomme miljøer. Med en uovertruffen beherskelse af vittige replikker og farverige udtryk og med den typiske lidt slæbende accent fra Paris’ forstæder skilter de med en fræk og afslappet attitude over for bourgeoisiets normer.

Med en accent, fra Pagnol til Guédiguian

Kunsten at komme med en kvik replik er også et af kendetrækkene hos Pagnols karakterer og ho shans efterfølger Guédiguian. De to instruktører har en forkærlighed for karakterer, som taler med den sydfranske accent. I filmen « Marius » forvandler Pagnol et spil kort til en morsom fremvisning af sprogets styrke. Når sproget tales med mesterlig færdighed og med en let tone af en accent fra Marseille bliver det til et genialt svindelnummer

Jacques Demys fransk

Instruktøren Jacques Demy, som døde i 1990, indspillede en række helt usædvanlige film. I filmen « Les Parapluies de Cherbourg » erklærer filmens karakterer hinanden evig kærlighed… eller beder om at få fyldt benzin på bilen… til tonerne af  jazz. Under den umiddelbare afslappede stemning er temaerne alvorlige: lidelserne under Algierkrigen, teenagetidens lidenskaber, som smuldre bort. Demys franske sprog er « i sang / fortryllet » - « en-chanté » (en term, som han opfandt for at beskrive sit arbejde) og det glemmer aldrig livets små og store skuffelser.